10 idéer til posts når du udgiver en bog


Tillykke!! Du skal udgive en bog! 🎉
Hvor er det bare mega fedt og godt arbejde!

Men hvad skal du poste, når du udgiver en bog?

Hvordan giver du din bogbaby den bedst mulige start på livet? 🤔
Hver dag udgives der mange bøger i Danmark, så det er vigtigt at hjælpe ens bog godt på vej og skabe nogle ringe i vandet. Det ville jo være enormt ærgerligt, hvis ingen lagde mærke til bogen på dens udgivelsesdag.

Det er min anbefaling, at du planlægger en række posts på dine sociale medie kanaler som optakt til selve udgivelsesdatoen.

Der er intet facit for hvor mange eller hvor tidligt før udgivelsen du bør starte. I stedet er det vigtigste, at du laver marketing i det omfang du kan overskue.
Med andre ord, så tænk kvalitet over kvantitet ⭐

10 idéer til posts til din bogudgivelse

I uvilkårlig rækkefølge, da det er op til dig selv, hvad du vil poste hvornår og hvad der giver mening for netop din bog.

1) Del forlagskontrakten

Det er oplagt at dele forlagskontrakten, når du står overfor en ny bogudgivelse.
Det lækre og afgørende stykke papir er næsten et diplom på, at et forlag tror på dig og din bog! 😎

Du kan printe kontrakten og pynte den med planter eller blomster, eller måske med ting, der er relevante for selve bogen. Husk dog at sløre både din adresse og kontraktens indhold.
Se et eksempel herpå herunder:

"Eksempel på hvordan en udgivelseskontrakt kan fotograferes til sociale medier."

Husk at forhandle kontrakten inden du skriver under på den!

2) Offentliggøre udgivelsesdatoen for bogen

Afslør datoen for din udgivelse et par måneder i forvejen! Så folk i god tid ved, at du udgiver en bog 👀 F.eks. kan datoen offentliggøres i august, hvis du udgiver i november, men det kan også gøres tidligere, hvis du kender datoen.

Du kan endda opfordre dem til at sætte kryds i kalenderen, eller oprette en begivenhed på Instagram eller Facebook, så folk får en påmindelse.

3) Bagsideteksten

Del bogens bagsidetekst. Du har måske brugt timer eller sågar dage på at få denne vigtige tekst HELT rigtig, så den bedst muligt kan fange læsere ✨

Det ligger lige til højrebenet at lade denne tekst indfange og sælge din bog på sociale medier også. Du kan dele et billede af bogens bagside (hvis du har fået den fra tryk) eller selve bagsideteksten som grafik eller opslagstekst.

4) Citater fra bogen

Det er sjovt at pirre folks nysgerrighed på bogens indhold og samtidig give dem en smagsprøve på, hvad de venter på 🙀 Udvælg f.eks. tre forskellige citater fra bogen, som ikke spoiler eller afslører for meget, men alligevel fremstår spændende og har blikfang. Ja, jeg ved godt det ikke er den nemmeste opgave.

Præsenter disse citater i hvert sit opslag enten som grafik eller måske sågar oplæst, hvis du har mod på videoformatet.

5) Sneakpeak på illustrationer i bogen

Hvis din bog skal illustreres, så er det oplagt at dele små glimt eller udsnit fra disse illustrationer. Ligesom med citaterne, skal de ikke afsløre for meget, men alligevel være spændende.
Se eksempel herunder:

"Eksempel på sneakpeak på illustrationer til deling på sociale medier."

6) Afsløring af bogens forside

Det er absolut fantastisk at udarbejde og endelig se forsiden på ens bog. Og det er samtidig enormt svært ikke at dele den med det samme!
Så det er oplagt at afsløre den i optakten til bogens udgivelsesdato! 😍

Hvis du ikke har illustrationer i din bog, så kan du vælge at dele små udsnit fra selve forsiden i stedet for (se punkt 5 for inspiration).

7) Invitation til udgivelsesreception

Det er ikke alle som holder udgivelsesreception og det er helt okay.
Der kan være mange grunde for eller imod, og f.eks. er det tidskrævende at holde reception.

Men hvis du har valgt at holde reception, eller du er så heldig at dit forlag holder det for dig, så husk endelig at poste en invitation til begivenheden i god tid, så så mange som muligt har lejlighed til at komme forbi! 🥰

8) Unboxing af din bog

Endelig er din bog her!! Det er simpelthen fantastisk se ens bog for første gang 😍
Det kan være svært, men vent bare et øjeblik. Har du overvejet at filme det? Et muligt format til dette er en decideret video, hvor du åbner kassen med din bog i.
Så læserne kan se din oprigtige reaktion på at se din bog for første gang. Det finder mange rigtig sjovt og autentisk at følge med i.

Ikke alle er trygge ved videoformatet, og det er helt okay. Det vigtigste er, at du gør, hvad der giver mening for dig. Så alternativt kan du poste et billede af dig selv med bogen i hånden for første gang eller billeder af bogen i den åbne kasse ✨

9) Forudbestilling af bogen

Når du er kommet tættere på selve udgivelsesdatoen, så kan du med fordel åbne op for at læsere kan forudbestille din bog.
Det er slet ikke et krav, at man skal tilbyde forudbestilling. Det kan enten være igennem dit forlag eller direkte bestilling hos dig.

Hvis du selv står for det, så kræver det lidt mere, men til gengæld er det nemmere at tilbyde personlig signering til læserne.
Alternativt kan dette ske face-to-face, hvis du holder udgivelsesreception.

10) Udgivelsesdagen

Det virker nok lige selvsigende, men alligevel er det vigtigt at huske et opslag på selve udgivelsesdagen.
Så markere, fejre og understrege du, at nu er din bog ude i verden!! 🎉
Et oplagt format er et billede af dig med bogen (hvis du ikke gjorde det i punkt 9) eller bogen i festlige eller flotte omgivelser. Ligegyldigt hvad, så skal bogen selvfølgelig være i fokus.

Og igen, stort tillykke med din udgivelse! 💪

Jeg håber ovenstående 10 idéer til posts før din kommende bogudgivelse har været gavnlige og gjort det mindre uoverskueligt.
Det skal jo helst være så fornøjeligt som muligt endelig at udgive en bog 🥰

Og husk lidt er bedre end ingenting!
Du skal ikke føle dig forpligtet til at udføre alle 10 idéer, men snarere se det som inspiration til at vælge præcis, hvad der giver mening for dig.

Held og lykke med din udgivelsesmarketing! ❤