Fordelt over to blogposts vil jeg gå i dybden med hvordan dystopisk science fiction letlæsningsbøger kan bruges til at italesætte svære emner til børn.
I del 1 skal vi se på hvad dystopisk science fiction er, hvad det kan og hvordan ordets magt kan påvirke vores virkelighed, og hvordan dette relaterer sig til fiktion.
I del 2 tager jeg udgangspunkt i min letlæsningsserie Trinbyen og viser igennem praktiske eksempler hvordan jeg herigennem italesætter svære emner såsom klassesamfundet, klimakrisen og mere.
Fundamentet for disse to blogposts er det foredrag jeg holdt i forbindelse med Fantasticon 2023 med titlen Science fiction til børn kan italesætte klimakrisen som jeg holdt lørdag d. 3. juni.
Lad os se på to definitioner for dystopi:
“an imagined world or society in which people lead wretched, dehumanized, fearful lives”
Kilde: Merriam-webster ordbog
“A dystopia is a speculated community or society that is undesirable or frightening.”
Kilde: Wikipedia
Ud fra disse definitioner kan vi konkludere, at dystopi er en forestillet verden eller samfund, hvor personer er bange eller utilpasse, fordi de har noget at frygte og potentielt bliver umenneskeliggjort.
Så det en fiktiv verden hvor nogle mennesker er undertrykte.
Hvad der gør denne verden skræmmende eller uønsket hænger sammen med, hvad man ønsker at italesætte i ens fortælling.
Så dystopisk sci-fi kan en masse!
Disse bøger har kritiseret samtidens tendenser ved at overdrive og tage ting til det ekstreme. Herved kan bøgerne ses som en advarsel om hvad der kunne ske i fremtiden, hvis udviklingen fortsætter i den gale retning. Men det er vigtigt at understrege, at dystopi ikke kan forudse fremtiden.
Lad os tage to eksempler.
1984 er en roman om et ekstremt overvågningssamfund, hvor bøger bl.a. brændes som led i censur.
The Handmaid’s Tale er en roman om et ekstremistisk, kristent samfund, hvor kvinder bruges som rugemaskiner for den hvide elite.
Begge romaner er ekstreme eksempler på samfund, hvor menneskerettigheder er svækket eller ikke-eksisterende.
At der i 1984 lige nu er ligheder med den nuværende censurering af bøger i USA der omhandler racisme eller queer folk og 1984 er ikke et tilfælde.
Bogen blev udgivet i 1949 som en advarsel om, hvad der kunne ske, hvis daværende tendenser fortsatte med at udvikle sig.
At det nu føles som om, at 1949 forudså fremtiden er et tegn på, at det amerikanske samfund har udviklet sig i en skræmmende retning.
Ligeledes med The handmaid’s tale, når man relaterer den til abortdebatten i USA og hvordan konservative politikere vil fjerne love, der beskytter kvinders rettigheder til ikke bare fri abort, men også til at blive skilt fra deres partnere.
Disse lovændringer er religiøst motiveret i kristendommen, ligesom det ekstreme samfund i The handmaid’s tale er bygget på kristendom.
Her har vi set to eksempler på, hvordan dystopisk sci-fi tidligere har taget pulsen på tendenser i samfundet, og hvordan disse bøger stadigvæk den dag i dag tjener et vigtigt formål:
at advare om, hvad der kan ske, hvis samfundet udvikler sig i en ekstrem retning.
For at konkludere:
Sci-fi tilbyder et rum og en fiktiv kontekst, hvori kendte problemer kan udforskes på en anden måde, der kan få læserens øjne op for at se disse problemer fra nye vinkler.
Dette får læseren til selv at begynde at reflektere over emnet.
Lad os tale mere om forholdet mellem virkelighed og fiktion.
Det er i dette spænd, at vi kan i litteratur kan skabe et sikkert rum hvori virkelighedens svære emner kan undersøges i børnehøjde.
Fiktion skabes af vores virkelighed.
Men fiktion informerer også vores virkelighed. Det er ikke en envejs forbindelse, men snarere noget cirkulært.
Fiktion er et produkt af dens samtid, men ligeledes kan dette produkt også påvirke virkelighedens fremtid.
Dette sker i form af kritik, reflektion og nyskabelse.
Siden ord er fiktions byggesten, så lad os se nærmere på relationen mellem ord og magt.
Hvorfor gør det nogen som helst forskel at litteraturen forholder sig kritisk til sin samtid? Gør det nogen forskel, hvis man som forfatter stiller sig kritisk?
Kort sagt: Ja.
Det gør det fordi ord har magt. Idéer har magt. Litteratur er magtfuldt og kan forandre verden. Fordi ord og idéer informerer hvad der opfattes som sandhed.
Et af mine yndlingscitater:
“Savor language and words because no matter what anyone tells you, words and ideas have the power to change the world.”
Kilde: Dead Poets Society
Men hvorfor kan ord forandre verden? For at forstå det, skal vi kigge på hvad en diskurs er.
Ordnet definerer en diskurs som følgende:
“sammenhæng af udsagn, idéer, definitioner el.lign. som udgør kernen i fx en samtale eller et ræsonnement”
Med andre ord er en diskurs en social ramme for hvordan man kan anskue og tale om et bestemt emne.
Det er en fortælling om et koncept af virkeligheden vi er blevet enige om. Men hvad gør diskurser?
“Discourses do not reflect a pre-given reality: they constitute and produce our sense of reality (…). Discourses make and shape their world. They are not modes of reflection, but agents of creation.”
Kilde: Beginning Postcolonialism by John McLeod, pg. 46
Lad os bryde citatet op.
Først vil jeg gerne understrege, at diskurser ikke reflekterer hvad vi allerede opfatter som virkelighed, men i stedet skaber vores fornemmelse for, hvad der er virkeligt. Diskurser er altså ikke reflekterende, men snarere skabende.
Diskurser informerer hvad der opfattes som sandhed. Essensen er at vi alle sammen har en opfattelse af verden. Et verdensbillede.
Denne opfattelse af virkeligheden er skabt af diskurser, som man også kan kalde for ‘narratives’.
Så fortællinger om hvordan verden hænger sammen og hvor vores plads er i relation til alle disse elementer.
Men hvordan giver diskurser så ord magt?
Lad os tage et konkret eksempel.
Ord skaber disse fortællinger.
Så ved at forholde sig kritisk overfor klimakrisen, så gør vi noget. Vi skubber til fortællingen.
Det handler om hvordan vi alle er med til at skabe virkeligheden og blive enige om, hvad der er sandt.
At skrive:
“Vi skal handle nu, fordi ellers så udryddes der en masse dyr. Og vi kan handle nu.”
Gør en verden til forskel fra at skrive:
“Klimakrisen eksisterer ikke. Det er alt sammen en løgn.”
Dette er vidt forskellige versioner af hvad der er sandhed.
Og her er vi selvfølgelig alle enige om, at klimaforandringerne er virkelige.
Derfor kan ord og idéer forandre verden, fordi det er gennem kommunikation, at vi alle bliver enige om, hvad virkeligheden er.
Det gør en stor forskel hvordan vi taler om ting.
Så ord har magt og at forholde sig kritisk overfor samtidens problemer gør en forskel.
Men hvordan italesætter man disse svære emner i fiktion til børn?
Det skal vi se på i del 2!
Her vil jeg komme med konkrete eksempler fra min dystopiske sci-fi letlæsningsserie Trinbyen til 9-13 årige.
Hvorfor kan dystopisk science fiction italesætte svære emner til børn:
1) Fordi dystopi kan kritisere samtidens problemer i sikker afstand i en fiktiv verden.
2) Og siden fiktion informerer vores virkelighed, så gør denne kritik en forskel, da den opfordrer læsere til at reflektere over problemerne i deres samtid.
3) Hvordan vi taler om disse svære emner har store konsekvenser, fordi ord har magt, og ens bøger bidrager til hvad vi kollektivt er enige om er sandheden.